Badeferie på Kenya Kysten
Kenya Kysten er lang og verdenskendt for sine lange, hvide sandstrande. De smukkeste finder I dog nok syd for Mombasa, Ved Diani Beach området. Dette herlige kystområde frister med kilometerlange kridhvide sandstrande med hoteller i alle prisklasser og størrelser, men de bedste af dem kan måle sig med de bedste hoteller og resorts i verden, og med valget af Leopard Beach Resort som indkvarteringssted er I sikret et hotel i den bedste ende af skalaen. Leopard Beach er et af BENNS' foretrukne hoteller her på Diani Beach.
På Kenya kysten er vandbaserede aktivteter klart i højsædet udover det bare at dase ved stranden og nyde den fine service på hotellet. Ønsker man lidt kultur på dagsprogrammet, bør man overveje et besøg i Mombasa. En by der gemmer på mange spændende oplevelser og som er mere eksotisk end Nairobi på grund sin historie, der har været under heftig indflydelse fra Indien, Arabien, Europa og det øvrige Afrika.
Af attraktioner kan nævnes:
- Fort Jesus fra 1593. Bygget i 1593 af portugiserne og på UNESCOs liste over verdenskulturarv
- Byens Spice Market, en total sanseoplevelse
- Mandhry Mosque i den gamle bydel. Ypperligt eksempel på Swahili arkitektur
- Lord Shiva Temple, byens største Hindu-tempel
- Holy Ghost Katedralen
- Sikh Tempel
Overnatning m. halvpension: Leopard Beach Resort
Leopard Beach Resort
Leopard Beach Resort på Diani Beach kysten, godt 30 km syd for Mombasa. Her kan I nyde de brede, hvide sandstrande med blidt vajende kokospalmer i den lidt lune trade-wind – indbegrebet af Bountyland og et rigtigt afstressende ferieparadis.
Resortet er et af Kenyas skønne strandresorts og formår år efter år at yde en ekstrem god service overfor sine gæster, hvilket gør hotellet til en favorit hos rigtig mange, der vender tilbage igen og igen. Resortet er anlagt i en stor fortryllende smuk tropisk have og har naturligvis også en lækker pool. Hvert værelse er fint indrettet med badeværelse en-suite, og i øvrigt med alle moderne faciliteter.
Også forplejningen er i top på alle niveauer og især glimrer den lækre Chui-Grill, som har vundet mange priser. Og skulle man endelig blive træt af bare at drive og dase, tilbydes der masser af aktiviteter og udflugter fra resortet.
Zanzibar
Velkommen til Zanzibar. Alene navnet ”Zanzibar” fremkalder associationer om noget eksotisk, og det er ikke uden grund. Ikke blot er her hvide sandstrande, kokospalmer og flotte koralrev, men stedet emmer også af historie, hvor sultanpaladser, persiske bade, gamle forter, byer med snævre arabiske gyder og traditionelle ”dhows” i de gamle havne gør 1001 nats eventyr levende.
I århundreder var stedet centrum for handlen på kysten. Araberne havde i tusind år drevet handel her, og for over 500 år siden kom så europæerne, anført af portugiserne, til områderne og med dem slavehandel, nye søveje og markeder i Østen og Europa. Man fik plantager, hvor træ og ikke mindst krydderier, sammen med slavehandlen, blev så stor en økonomisk faktor, at selveste Sultanen af Oman flyttede hertil i 1800-tallet. Den overvejende muslimske swahilikultur, opstod som blandingen af bl.a. arabisk og afrikansk kultur, og dominerer stadig Østafrikas kyster.
Zanzibar kaldes også Spice Island - krydderiøen, da man her dyrker og handler med et væld af eksotiske krydderier og eksotiske frugter. Mange af disse kender vi fra vores egen hverdag, bl.a. kanel, kaffe, peber, kokos, sukkerrør, tamarind, vanille, kardemomme, nelliker og muskat. Overalt på øen møder man plantager, store som små, der dyrker krydderier og frugt, og det er en oplagt mulighed at tage sig tid til et besøg på en af disse velduftende plantager. Zanzibar, der i dag er i union med Tanzania, er beliggende ca. 40 km fra fastlandet og består af de to hovedøer Unguja (Zanzibar ø) og den noget mindre Pemba. Zanzibar svarer arealmæssigt til 2/3 af Fyn.
Omkring halvdelen af Zanzibars 700.000 indbyggere bor i Zanzibar by, hvis gamle bydel hedder Stone Town. Her er snævre gyder, sanselige basarer og huse med døre og altaner, hvis overdådige træskærerier vidner om øens storhedstid. Stone Town er Zanzibars hjerte og er en skønsom blanding af kulørt kaos, afrikansk foretagsomhed og noget udefinerligt eksotisk. Stone Town/Zanzibar er kendt for sine udskårne døre, som der er omkring 560 af. Den ældste fra 1694. Når man byggede et hus på Zanzibar, var døren som regel det første, man rejste, og jo rigere man var, jo større og mere kunstfærdigt blev døren udskåret.
En anden ting, man ikke kan undgå at bemærke er baraza’en - en lav sten bænk, bygget langs med husmuren, og som zanzibarierne bruger flittigt til f.eks. at få sig en snak med naboen på. De fleste huse, man ser i dag, blev bygget i det 19. århundrede, hvor Zanzibar var et af de vigtigste handelscentre ved det Indiske Ocean. Livingstone’s Hus blev brugt af både missionærerne og de opdagelsesrejsende, som udgangspunkt for deres rejser over på det afrikanske kontinent. Livingstone boede der, inden han rejste ind til fastlandet på sin sidste rejse.
En badeferie ved Det Indiske Ocean appellerer i høj grad til at dase og slappe af ved de pragtfulde strande. Har man lyst til at være aktiv, arrangerer hotellerne masser af aktiviteter, landbaserede som vandbaserede. I sagens natur er der overvægt af vandbaserede aktiviteter, som spænder vidt. De smukke koralrev og de mange farvestrålende fisk i havet tiltrækker mange, og snorkling og scuba-diving er de foretrukne aktiviteter. Men en sejltur med en af de lokale både, Dhow, er nu heller ikke en dårlig idé, om det bare er som station for lidt snorkling, for at spotte delfiner eller havskildpadder eller måske et romantisk sunset cruise.
Er man ikke lige til det, er der masser af andre muligheder. Her skal blot nævnes para-sailing, dybhavsfiskeri, beachvolley, windsurfing, kanosejlads, tennis og meget, meget mere. Så en ting er sikkert - man behøver ikke kede sig! Der er flere muligheder for indkvartering på Zanzibar som angivet i prislisten. Det er også muligt at få andre hoteller, hvis det ønskes. Valget er jeres. Hør nærmere om andre muligheder end de i prislisten nævnte.
Overnatning m. halvpension: Ocean Paradise Resort
Ocean Paradise Resort:
Beliggende på den nordøstlige side af Zanzibar ligger Ocean Paradise virkeligt som et lille "paradis" direkte ud til det turkisfarvede, varme Indiske Ocean. Hotellet ligger anlagt med en storslået udsigt over havet og er omgivet af kokospalmer, smukke velplejede plæner, de fine chalets og Zanzibars efter sigende største pool med et vandfald. Designet i traditionel "rundhus"-stil med alle moderne faciliteter til rådighed er indkvarteringen et kapitel for sig.
Hvert værelse vender ud mod havet og har sin egen veranda, hvor man kan sidde og nyde stilheden og de flammende solnedgange. Al moderne komfort findes i værelserne, dvs. A/C, myggenet, hårtørrer og TV.
Hotellets 2 restauranter byder på rigtig god mad. The Ocean Restaurant har en flot panorama udsigt over havet og byder på en utrolig lækker morgenmadsbuffet, og om aftenen spilles på alle romantiske tangenter med levende lys og lækker mad. I Jahazi restauranten serveres mere moderne mad og også lettere retter. Desuden findes her hele 3 barer.
Der tilbydes masser af aktiviteter på hotellet: for de eventyrlystne er der et PADI center og man kan også forsøge sig med vandski og snorkling. Man kan desuden spille tennis, volleyball mv. og her også et fitness center.