Set i fugleperspektiv, så er Grand Canyon-kløften et kæmpe ar, et brud i jordens overflade, men også en kraftig påmindelse om naturens kræfter. Når du kigger ned, kan du få et glimt af Colorado-floden, der snor sig gennem de rust-orange klipper, som det har taget floden millioner af år at skære igennem. Udsigtspunkter langs kløften tiltrækker store mængder af besøgende, men der er måder at finde mere rolige områder.

Colorado-floden i bunden af Grand Canyon-kløften, USA
Colorado-floden i bunden af Grand Canyon-kløften, USA

Ofte stillede spørgsmål, når rejsen går til Grand Canyon National Park

  • Hvordan kommer du til Grand Canyon? 
  • Hvornår er det bedst at besøge Grand Canyon? 
  • Hvilken del af nationalparken skal du besøge? 
  • Hvor lang tid skal du bruge ved Grand Canyon? 
  • Hvordan kommer du rundt på sydsiden af kløften? 
  • Hvordan undgår du de største menneskemængder ved Grand Canyon? 
  • Hvilke vandreture er mulige ved Grand Canyon?
  • Hvor i nationalparken finder du Grand Canyon Skywalk (glasbroen)?
Grand Canyon National Park, Arizona, USA
Grand Canyon National Park, Arizona, USA

Hvordan kommer du til Grand Canyon?
Grand Canyon National Park ligger i det vestlige USA, i den nordlige del af delstaten Arizona. Den nemmeste vej dertil er at flyve til Las Vegas eller Los Angeles, hvor du på henholdsvis godt fem eller godt otte timer kan køre til Grand Canyon i en lejet bil eller i en lejet autocamper.  

Hvornår er det bedst at besøge Grand Canyon? 
Uden at tage hensyn til dine ønsker og formål med besøget, så er det bedst at besøge Grand Canyon National Park fra april til november. Hvis du drømmer om en længere vandretur ned i kløften, så bør du undgå juli og august, da temperaturen langs kanten af kløften kan blive høj med 25-30 grader, og nede i kløften ekstrem med 40 grader.   

Hvilken del af nationalparken skal du besøge? 
Det er i Grand Canyon National Park muligt at besøge både nordsiden, North Rim, og sydsiden, South Rim. Det er mest populært at besøge sydsiden af kløften, hvor du også finder Grand Canyon Village. Det er også på sydsiden, at der er de fleste udsigtspunkter, flere muligheder for vandreture langs med og ned i kløften.

Grand Canyon National Park, USA
Grand Canyon National Park, USA

Hvor lang tid skal du bruge ved Grand Canyon?
Udsigten over kløften er det ikke muligt at blive træt af, så jo mere tid jo bedre. To nætter er for de fleste det optimale i forhold til andre ønsker til oplevelser på rejsen til det vestlige USA. Skal du vandre lidt, så bør du måske overveje tre nætter, så der er to hele dage til at udforske parken. Er du meget presset på tiden på dine rejse, så kan en enkelt nat i området være nok, men det er vigtigt, at du oplever både solnedgang og solopgang over Grand Canyon. Det er helt klart det smukkeste tidspunkt på døgnet at se kløften. 

Hvordan kommer du rundt på sydsiden af kløften?
Der er i og omkring Grand Canyon Village og Tusayan fire busruter, der hænger sammen, og som giver mange gode muligheder for nemt at komme rundt, og så skal du ikke tænke på parkering. Det giver også mulighed for at springe af og på bussen, og så kan du gå strækningen indimellem.

Hvordan undgår du de største menneskemængder ved Grand Canyon?
Besøg parken i foråret eller i efteråret. Kom tidligt på dagen. Stå op før de andre, og stå i hvert fald op og oplev den forrygende flotte solopgang over Grand Canyon. Du kan også vælge at fokusere på den mindre besøgte nordside, North Rim. Under 5 % af de besøgende i Grand Canyon National Park besøger nordsiden, men der er også kun meget få serviceydelser. 

Grand Canyon, Arizona, USA
Grand Canyon, Arizona, USA

Hvilke vandreture er mulige ved Grand Canyon?
Der er flere kortere, men også længere vandremuligheder i Grand Canyon National Park. Specielt på sydsiden af kløften. Mange drømmer om en tur ned til Colorado-floden, hvilket også er en kæmpe, uforglemmelig oplevelse, men desværre også for mange en stor udfordring, så vær meget bevidste om, hvorvidt det er noget for dig. 

Afstanden fra kanten af kløften og ned til Colorado-floden virker ikke uoverskuelig, men de mange højdemeter gør det til en krævende vandretur. Det er muligt fra sydsiden af Grand Canyon at gå ad Bright Angel Trail og South Kaibab Trail til Colorado-floden. Fra nordsiden er der North Kaibab Trail.

Der er også andre muligheder for en god gåtur. På sydsiden er der en 22 km lang sti fra Hermest Rest i vest via Grand Canyon Village til South Kaibab Trailhed i øst. Du kan vælge at gå det hele eller dele af stien, der følger kanten, og så ellers benytte de gratis busser, der binder de mange udsigtspunkter sammen med Grand Canyon Village, campingområdet og Tusayan.  

Hvor i nationalparken finder du Grand Canyon Skywalk (glasbroen)?
Grand Canyon Skywalk ligger IKKE i nærheden af den sydlige eller nordlige kant af Grand Canyon National Park. Den er placeret ved Grand Canyon West, og den er ikke en del af nationalparken. The Skywalk ligger på Hualapai-folkets land.

Mere inspiration til rejsen

Vi har kør selv ruteforslag, der kan inkludere Grand canyon National Park. Se mere her om kør selv ferie i USA.
KLIK HER OG LÆS MERE 

Kom til rejseforedrag eller webinar om USA 
Vil du gerne vide mere om, hvilke muligheder og oplevelser der venter forude på en rejse til USA, så afholder vi hos BENNS løbende forskellige rejseforedrag og webinarer om USA.
KLIK HER og læs mere og for TILMELDING