Før krydstogtet og ombordstigning

 

Web Check-in: Hvordan fungerer det?

Når det er tid til at tjekke ind, anbefales det, at du bruger Royal Caribbean-appen Royal Caribbean International til at tjekke alle gæster ind på din reservation. Appen giver en hurtig og nem check-in proces, så du kan starte din ferie hurtigere. Alternativ kan du også lave web check-in via Royal Caribbean.

Web Check-in omfatter blandet andet:
• Din ankomsttid til terminalen - en planlagt ankomsttid til terminalen på din sejldato
• Det påkrævede sundhedsspørgeskema – kan først besvares tæt på afrejsedato
• Sikkerhedsbriefing – skal fuldføres når man kommer ombord på skibet

For at gennemføre check-in med succes skal du bruge følgende:
• Personlige oplysninger for hver gæst
• Pasinformation
• Crown & Anchor Society-medlemsnummer (hvis du er medlem)
• Evt. videre rejseplaner

Du skal også oprette en konto ombord (Onboard Expense Account) via enten kreditkort eller kontanter.

Ca. 30 dage før afrejse er det også muligt at booke tider til shows ombord på skibet. Der er rift om pladserne, så tidlig bestilling er nødvendig.

Foretag Web Check-in.

 

Hvordan foregår ombordstigning og check-in på skibet?

Ved ankomst til cruiseterminalen afleveres bagage påsat kuffertmærker. Det er en god idé at have et par små dollarsedler til portørerne.

Når du tjekker ind på terminalen, skal du vise dit SetSail Pass i appen eller på print, til terminalagenten for at fuldføre check-in processen. Husk pas og evt. visum eller indrejsetilladelser. Ved check-in bliver der taget et billede, og I kan efterfølgende gå ombord på skibet.

Cruise Card/nøglekort findes i en konvolut på kahytsdøren.

Bagagen leveres til kahytten, men der kan gå op til flere timer, så sørg for at have det du umiddelbart skal bruge i håndbagagen. Vi anbefaler, at du pakker en lille taske/håndbagage med det, du har brug for til den første dag ombord, da det kan tage nogle timer, før bagagen bliver bragt til kahytten (bagage leveres efter udsejling). Dokumenter, lægemidler og andre lignende personlige ejendele bør pakkes i håndbagagen.

 

Hvilke dokumenter er nødvendige at medbringe?

Hver gæst er ansvarlig for at medbringe alle rejsedokumenter, som er nødvendige for at gå ombord på skibet ved den aktuelle afgangshavn, f.eks. gyldigt pas og de nødvendige visum- og indrejsetilladelser, som kræves på de forskellige stop under krydstogtet.
Den rejsende er også ansvarlig for mulige vaccinationer, som er anbefalet på de destinationer, man besøger.

Vær opmærksom på, at passet skal være gyldigt minimum 6 måneder efter endt rejse. Børn uanset alder skal have sit eget pas for at kunne komme på krydstogt.

 

Royal Caribbean er bl.a. kendt for imponerende shows, som kan nydes ombord.
Royal Caribbean er bl.a. kendt for imponerende shows, som kan nydes ombord.

Under krydstogtet

 

Hvor finder jeg dagens program?

Dagens program kan du se i appen Royal Caribbean International, eller du kan bede om at få programmet leveret til din kahyt, hvis det ikke allerede er tilgængeligt.

Funktionaliteten i appen kan variere fra skib til skib og på tværs af forskellige lande. Her står lidt om destinationen, vejret, mødested/tid for de forskellige udflugter, dagens aktiviteter, underholdning, specialtilbud fra butikker og spa m.m. samt tider for måltider, liste over de mange barer samt åbningstider for de forskellige servicekontorer.

 

Hvordan betaler jeg for indkøb ombord?

Valutaen ombord er USD.

Alle skibene har et kontantfrit system, Sea Pass. Der bliver oprettet en Sea Pass-konto i dit navn, som tilknyttes et godkendt kredit- eller debitkort (VISA, MasterCard, Diners og American Express godtages). Alle rejsende vil få et Sea Pass, og kortet fungerer på den måde, at når I køber noget ombord, bliver beløbet automatisk trukket fra kortet.

På sidste dag af krydstogtet bliver der leveret en udspecificeret regning af kontoen til kahytten, således at I selv kan kontrollere beløbene. Det kan ske, at enkelte transaktioner foretaget på krydstogtets sidste aften ikke fremgår af regningen. Dette vil da i stedet blive lagt til slutopgørelsen.

Vi gør opmærksom på, at skibet opererer med sin egen valutakurs, som kan afvige fra den kurs, som din private bank benytter.

Enkelte områder ombord bruger ikke det kontantfrie system (for eksempel kasinoet). Her skal man betale med kontanter i USD. Alle skibe har hæveautomat ombord (hævninger af kontanter er mod gebyr).

Vær også opmærksom på, at der i enkelte tilfælde kan laves reservationer på betalingskortet, som knyttes til din midlertidige konto ombord på skibet. Disse reservationer foretages for at kontrollere, at kortet er gyldigt. Når slutregningen over dit forbrug ombord er betalt, vil Royal Caribbean ophæve reservationerne. Udover dette skal hvert enkelt kortselskab ophæve reservationer i sit system. Dette kan tage mellem 7 og 14 arbejdsdage, og Royal Caribbean kan desværre ikke påvirke dette i forhold til kortere virketid. Når kortselskabet har ophævet beløbet, som er reserveret, vil du straks have tilgang til pengene igen.

 

Hvad skal jeg betale i drikkepenge (serviceafgift)?

Ombord vil du møde en stor besætning, som stræber efter at give dig service af høj standard. På alle krydstogter med Royal Caribbean tilføjes drikkepenge (serviceafgift) til restaurant- og kahytpersonalet – baseret på krydstogtets rute og varighed. BENNS har altid inkluderet denne del i prisen på din rejse. Du behøver derfor ikke at give ekstra drikkepenge ombord.

Køber du noget ombord, vil der automatisk blive tilføjet en serviceafgift på 18 % til regningen. Det gælder f.eks. køb i barer, restauranter, spa og andre aktiviteter, som koster ekstra. Alle køb ombord, inkl. serviceafgift, betales ved krydstogtets afslutning som en del af den endelige faktura, som bliver leveret til kahytten.

 

Hvor og hvornår kan jeg spise ombord?

Alle hovedmåltiderne ombord er inkluderet i prisen. I hovedrestauranten er der to serveringer, og du kan give besked, når du bestiller, om du foretrækker 1. eller 2. servering. Det er også muligt at vælge ”My Time Dining”, hvor man selv kan bestemme, hvornår man ønsker at spise middag. Mere information om dette fås ved forespørgsel. Rederiet kan ikke garantere alle forespørgsler, men gør sit ypperste for, at de imødekommes.

Tidspunkterne vil variere afhængigt af skib og rejserute, men de sædvanlige tidspunkter for måltiderne i hovedrestauranten er som følger:

  • Morgenmad: Fri bordseating 07:30 - 11:00
  • Frokost: Fri bordseating 12:00 - 13:30
  • Middag: To bordseatings (17.30 og 20.00) eller "My Time Dining"

Hvis I ønsker at være mere fleksible og uformelle i tøjet, kan I spise i buffetrestauranten. Her er det også oplagt at spise, hvis man rejser med børn. Læs programmet, i appen eller kahytten ombord, for aktuelle tidspunkter og steder. Roomservice tilbydes
24 timer i døgnet. Kontinental morgenmad serveres på forespørgsel i kahytten. For øvrige bestillinger fra room service pålægges en serviceafgift pr. bestilling.

Skibene har også en række specialrestauranter, hvor der tilkommer en ekstra kuvertafgift for at spise. Produkter, som købes fra Ben & Jerry’s, Lattetudes, Starbucks og lignende, vil have egne priser og indgår derfor heller ikke i krydstogtsprisen.

 

Kontinental morgenmad kan serveres i kahytten på forespørgsel.
Kontinental morgenmad kan serveres i kahytten på forespørgsel.

Hvad hvis jeg har allergier/særlige diæter?

Giv besked om specialkost eller allergier ved booking eller senest 65 dage før afrejse. Anmodninger om specialmad efter denne frist afhænger af tilgængelighed.

Main Dining Room og Windjammer Cafe tilbyder dagligt vegetarretter uden forudbestilling, så i skibets hovedrestaurant kan du altid finde vegetariske muligheder.

Royal Caribbean kan desværre ikke tilpasse menuen i specialrestauranterne på grund af køkkenets begrænsninger. Ved spisning uden for Main Dining Room, tjek specialkost og allergier med det pågældende personale.

Rederiet vil forsøge at imødekomme behov, men tilbyder ikke specifikke diæter for veganere eller lakto-vegetarer.

Bekræft dine behov med personalet efter ombordstigning.

 

Hvilke drikkevarer er inkluderet/ikke inkluderet?

Kaffe og te fra automater, juice om morgenen og isvand til frokost er altid inkluderet. Drikkevarer derudover er ikke inkluderet, medmindre du har købt en drikkepakke.

Der findes forskellige drikkepakker, som kan tilkøbes før krydstogtet eller ombord på skibet. Det er lidt billigere at bestille drikkepakkerne hjemmefra. Det kan du gøre gennem BENNS eller på Royal Caribbeans hjemmeside eller app. For bestilling online skal du bruge dit bookingnummer. Drikkepakker inkluderer drikkepenge (serviceafgift).

Har du ikke købt en drikkepakke, kan du købe drikkevarer som vin, øl, drinks og sodavand ombord på sejladsen. Der tilføjes serviceafgift på disse køb.

 

Må jeg medbringe alkoholiske drikkevarer?

Alkoholiske drikkevarer kan købes i alle barer og restauranter ombord. 

På ombordstigningsdagen er det tilladt for hver gæst i drikkealder at medbringe én (1) forseglet 750 ml flaske vin eller champagne. Boksvin og andre typer af beholdere er ikke tilladt. Overskydende drikkevarer udover det tilladte ved ombordstigning vil blive opbevaret og returneret den sidste dag ombord.

Gæster, som køber alkoholflasker ombord, i en havn, eller medbringer mere end det tilladte på ombordstigningsdagen, vil få deres varer opbevaret på skibet. Disse flasker vil blive returneret til gæsterne på den sidste dag ombord, så de kan nydes hjemme.

Alkoholholdige drikke som øl, seltzer eller spiritus vil blive konfiskeret på ombordstigningsdagen og vil ikke blive returneret.

 

Hvilke regler gælder for rygning ombord?

Rygning er kun tilladt på bestemte områder ombord - disse er udstyret med skilte og askebægre. Det er ikke tilladt at ryge i nærheden af restauranter og buffeter, hvor der serveres mad, eller i børneklubber, korridorer og andre fællesområder. Det er heller ikke tilladt at ryge i hverken kahytter eller på balkoner. Rederiet kan desværre ikke garantere kahytter velegnet til allergikere.

 

Hvilken dresscode gælder ombord?

I dagtimerne er det almindeligt at bære afslappet tøj, mens man om aftenen gerne må iføre sig lidt pænere tøj. Husk behagelige sko, da man typisk går mange skridt på skibet og når man er i land, og husk en trøje eller et sjal til kølige aftener.

På en almindelig krydstogtaften hvor speciel påklædning ikke er anbefalet, så klæd dig som du ville til en aften ude på restaurant.

  • Tøj til aftenbrug/casual: poloshirt/skjorte og bukser for mænd, bukser og top, kjole eller nederdel og bluse for kvinder

Hvis anbefalet påklædning er 

  • Pænt/informal/chic/elegant el. lignende: Kjole eller buksedragt for kvinder, skjorte, jakke og pæne bukser for mænd. Dette svarer til hvordan man typisk vil klæde sig til en fest. Mange rederier har på et syv dages krydstogt en til to af sådanne aftener.

Nogle sejladser/rederier kan stadig have gallaaftener, 1-2 aftener på et 7 dages krydstogt, hvor du har mulighed for at lufte gallakjolen eller jakkesættet/smokingen. 

  • Formal/galla: Cocktail- eller aftenkjole for kvinder, jakkesæt og slips eller smoking for mænd

Mange rederier har også temaaftener, så hvis du har lyst, medbring hvidt tøj til white night, 60'er/70'er tøj, neonfarver osv.

 

Hvilke muligheder er der for børn og unge?

Er man afsted på et krydstogt med hele familien inkl. børn, er feriens succes på mange måder afhængig af, om børnene har det godt. Det har Royal Caribbean set for længe siden og derfor udviklet sit Adventure Ocean program for børn i alle aldre, lige fra babyer til teenagere.

Aktivitetstilbuddet er tilgængeligt hele dagen, også når skibet ligger til kaj. Så det er derfor muligt for forældre/de ældre i familien at tage med på en arrangeret udflugt på land og få lidt tid for sig selv, mens børnene er placeret i trygge hænder hos Adventure Ocean-personalet sammen med jævnaldrende legekammerater. Programmet er inkluderet i prisen, hvis ikke andet er specificeret.

Alle Adventure Ocean-lederne har kurser inden for pædagogik og erfaring med børn. Derudover er alle ledere oplært og certificeret i førstehjælp og genoplivning. Adventure Ocean-programmet findes ombord på alle skibe.

Flere af restauranterne ombord har også egne børnemenuer.

Babysittertjeneste (timepris) kan arrangeres ombord, forudsat at skibets personale har kapacitet. Denne tjeneste kan desværre ikke forudbestilles. Mindstealderen for børn, som kan få babysitter i kahytten, er 12 måneder.

Alle børn, som deltager i Adventure Ocean-klubben, skal være fyldt 3 år og pottetrænet/blefri. I klubberne for de allermindste, Aqua Babies (6 mdr. - 18 mdr.) og Aqua Tots (18 mdr.- 3 år), skal forældrene være med til aktiviteterne. Det anbefales, at spædbørnsforældre selv medbringer mad til barnet, samt bleer og sanitære hygiejneartikler.

Der er masser af underholdning for børn i alle aldre.
Der er masser af underholdning for børn i alle aldre.

Hvad må jeg medbringe af bagage?

Hver gæst må medbringe en rimelig mængde personlige ejendele (inklusive bagage) ombord på skibet. Vær dog opmærksom på, at der ved flyvninger ofte kun er tilladt 1 kuffert a 23 kg og 1 stk. håndbagage. Se mere om flyselskabernes bagageregler her.

Læs på billetten for præcis information om reglerne for netop dit krydstogt. Inden indtjekning beder vi dig om at mærke bagagen med de bagagetags, som leveres sammen med billetten, og levere den til Royal Caribbean-personalet i terminalen. Bagagen bliver leveret til din kahyt efter ombordstigning. Det kan tage tid, inden bagagen leveres i kahytten, og det kan også ske i løbet af aftenen, når skibet har lagt fra kaj. En god ide er derfor at have et sæt skiftetøj og evt. badetøj i håndbagagen, så du kan begynde at nyde krydstogtet, allerede når du kommer ombord.

Dagen før krydstogtets afslutning vil du, i din kahyt, få information om afstigningen, samt nye bagagetags. Mærket bagage sætter du uden for kahytten aftenen før afstigning. Bagagen bliver leveret i terminalbygningen.

Hverken BENNS eller Royal Caribbean har ansvar for mistet, ødelagt eller stjålet bagage/ejendele. Derfor anbefaler vi på det stærkeste at have en rejseforsikring. Skulle bagagen eller personlige ejendele forsvinde/blive ødelagt, kontakt da personalet ombord med det samme.

 

Har jeg adgang til internet ombord?

Til søs er det ikke muligt at bruge normalt internet som på land. I stedet er internetforbindelsen ombord via satellitter.

Hvis du ønsker adgang til skibets internet, skal du købe en internetpakke. Royal Caribbean tilbyder to muligheder for at forblive forbundet, mens du er ombord:

1. VOOM trådløs internetadgang (Wi-Fi) Alt du behøver er en trådløs enhed med wifi-funktion. VOOM er tilgængeligt på alle skibe i flåden, og priserne for internetadgang kan variere.

2. Kabelbaserede internetstationer (iCafes) er tilgængelige ombord, hvor placeringen varierer afhængigt af skibet.

 

Hvad med elektrisk udstyr?

Alle Royal Caribbean-skibe er udstyret med nordamerikansk standard, 110 volt AC og standard europæiske 220/230 volt AC stikkontakter. Du kan selv medbringe evt. nødvendige adaptere eller henvende dig til receptionen. Hårtørrer, tv, aircondition og telefon findes i alle kahytter.

Det er ikke nødvendigt at bære elektrisk udstyr i håndbagagen, dette kan pakkes i den indtjekkede bagage. Det er ikke tilladt at medbringe enheder, som genererer varme, såsom vandkoger, flaskevarmer til babyer, elektrisk tæppe, osv.

 

Kan jeg få vasket tøj ombord?

Tøjvask, rens og pres er tilgængeligt mod betaling. Spørg kahytspersonalet for mere information og priser.

 

Hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg går i land?

Du kan selv vælge, om du går i land, og hvor længe du ønsker at blive på land, når skibet ligger i havn. Du skal blot huske at medbringe gyldigt id og dit Cruise Card, når du går fra borde (også den sidste dag). Husk også at tjekke, hvornår du senest skal være tilbage på skibet.

 

Hvordan fungerer rederiets udflugter på land?

For at få mest muligt ud af opholdene på land kan det betale sig at tage med på udflugter arrangeret af rederiets rejseeksperter.

I Excursion Office kan du få en liste over alle udflugter, der sælges på hele turen. Du kan bestille udflugterne enten ved Excursion Office (se åbningstider i dagens program), app eller via tv i kahytten. Udflugter skal bestilles senest dagen i forvejen, men vi anbefaler, at man bestiller så tidligt som muligt. Visse udflugter er yderst populære og sælges ofte hurtigt ud. Det er derfor fordelagtigt at reservere dem hjemmefra for at sikre en plads. Nogle udflugter kan dog ikke forudbestilles, og disse bør bookes når du kommer ombord på skibet.

Det er også muligt at bestille udflugterne på Royal Caribbeans hjemmeside eller app inden afrejse. Her skal du bruge dit bookingnummer, som du kan få oplyst ved at kontakte din rejsekonsulent.

Vær opmærksom på, at udflugternes fastsatte tider kan ændres, samt at de kan aflyses, hvis antallet af deltagere er for lavt til at gennemføre udflugten.

Vi anbefaler at benytte rederiets udflugtsprogram for at få mest muligt ud af turen. Når du bestiller en udflugt gennem Royal Caribbean, garanterer de, at hvis turen er forsinket, vil skibet vente på dig. Skibet vil ikke vente på passagerer, der selv har arrangeret en udflugt og ikke vender tilbage til tiden. Det er passagerens ansvar at sikre, at de er ombord før skibets fastsatte afgangstid.

Der er et stort udvalg af udflugter for enhver type rejsende
Der er et stort udvalg af udflugter for enhver type rejsende

Hvornår kan jeg shoppe og spille i kasino?

Der er naturligvis også butikker ombord, bl.a. en toldfri butik. Hvis du køber vin og spiritus, vil du først få varerne udleveret, når du forlader skibet den sidste dag, da det ikke er tilladt at drikke disse varer ombord. Butikkerne har kun åbent, når skibet sejler, hvorfor det er toldfrit.

Skibets kasino har ligeledes også kun åbent, når I er på havet.

 

Aldersgrænser og restriktioner ombord

Aldersgrænsen for at tage på krydstogt med Royal Caribbean uden forældre/ansvarlige voksne er 21 år for sejladser i Caribien (med USA som afgangshavn) og 18 år for sejladser på alle andre destinationer.

Der findes forskellige aldersgrænser og restriktioner for aktiviteterne ombord. For yderligere information, se venligst det pågældende skibs informationer. Der tages forbehold for, at der må foretages vedligehold med jævne mellemrum, og det kan derfor ikke garanteres, at alle de forskellige aktivitetsområder og maskiner ombord vil være tilgængelige til enhver tid.

Eftersom skibene følger United States Public Health Department Policy (USPH), kan blebørn hverken benytte svømmebassin/boblebad, minibanen, rutsjebanen eller spa om bord. Forbuddet gælder også for badebleer, og det tillades ikke at benytte ovennævnte, selvom forældre/værge er til stede. Der er derimod indført alternativer for blebørn på udvalgte skibe der har “Baby Splash Zone”.

Spædbørn skal være mindst 6 måneder gamle fra den første dag af krydstogtet. For transatlantiske, transpacific, Hawaii, udvalgte sydamerikanske og andre udvalgte krydstogter skal spædbørn være mindst 12 måneder gamle fra den første dag. Ethvert krydstogt, der har 3 eller flere dage i træk på havet, kræver, at spædbørn er 12 måneder gamle på den første dag af krydstogtet.

Vær opmærksom på, at gæster, der rejser med et lille spædbarn, der ikke overholder spædbørnspolitikken, vil blive nægtet boarding. Ingen refusion eller anden kompensation skal betales fra krydstogtsrederiet til nogen som følge af nægtelse af boarding til et mindreårigt spædbarn eller andre ledsagende gæster.

 

Hvad sker der, hvis jeg bliver syg ombord?

Alle skibe har et veludstyret medicinsk center, som ledes af en læge og et medicinsk personale. Centerets åbningstider står i det daglige program, som du får ombord. I nødstilfælde er der et telefonnummer, man kan ringe på 24 timer i døgnet. Bortset fra nødstilfælde betales der et gebyr for medicinske tjenester. Information om priser er tilgængelig på skibet.

Du skal altså selv betale for brug af skibets medicinske tjenester, og det anbefales derfor, at du tegner tilstrækkelig syge-/rejseforsikring. Skulle uheldet være ude, bør du også gemme på kvitteringer, da forsikringsselskaberne har brug for nødvendig dokumentation ved en eventuel forsikringssag.

Der gøres opmærksom på, at lægetjenesten er reguleret af amerikansk lov, hvilket vil sige, at prisfastsættelsen for en konsultation med læge, undersøgelse, medicin og udstyr, som bliver brugt mv., sættes derefter. Priserne kan derfor ikke sammenlignes med priser, som man er vant til hjemmefra. Lægetjenesten tilbyder søsygetabletter mod betaling.

 

Hvad er mulighederne for gæster med særlige behov?

Det er nødvendigt, at du er i medicinsk og fysisk stand til at rejse, og at du sikrer dig, at din rejse ikke vil udgøre en risiko for dig selv eller andre passagerer. Du skal skriftligt informere BENNS om eventuelle medicinske eller fysiske tilstande, der kan kræve særlig behandling eller pleje under rejsen, når du booker eller så hurtigt som muligt, hvis tilstanden opstår efter bookingen.

Gæster med handicap eller medicinske tilstande skal være selvhjulpne eller ledsaget af nogen, der kan yde al nødvendig assistance. Desværre kan rederiet forbeholde sig retten til at afvise en person, hvis de vurderer, at vedkommende ikke er fysisk eller mentalt i stand til at rejse, eller hvis personen kræver mere pleje, end hvad en ledsager eller rederiet rimeligt kan tilbyde.

På hvert skib findes der særlige kahytter designet til at imødekomme behovene hos gæster med handicap. Disse kahytter har ekstra gulvplads til kørestole og andre hjælpemidler. Passagerer, der medbringer deres egen kørestol, bør kontakte BENNS for at sikre, at de passende kahytter er tilgængelige på tidspunktet for reservationen.

Hvis medicinsk udstyr er nødvendigt, skal dette meddeles ved reservationen eller inden for rimelig tid før krydstogtets start, så Royal Caribbean kan afgøre, om udstyret kan transporteres sikkert. Det er passagerens ansvar at sikre, at udstyret er i god stand og at de selv kan betjene det.

De fleste landudflugter er tilpasset gæster med handicap, men det anbefales at gennemgå udflugtsprogrammet, som er tilgængeligt på Excursion Office ombord.

Gæster i kørestol bør medbringe deres egen kørestol, da de kan støde på begrænsninger i adgangen visse steder. Specifikke situationer, såsom brugen af 'tenderbåde' for at nå land, kan forhindre kørestolsbrugere i at gå i land i visse havne.

Gravide kan rejse indtil og med uge 23. Alle gravide er påkrævet at vise en lægeerklæring, der bekræfter, at både mor og barn er sunde og sikre til at deltage i krydstogtet.

 

Kan jeg nægtes ombordstigning?

Skibets ledelse kan afgøre, om enkeltpersoner kan nægtes ombordstigning. Dette kan ske i tilfælde, hvor der er fare for din egen og/eller andre gæsters sikkerhed. Årsager til dette kan f.eks. være sygdom med høj smitterisiko, uanstændig opførsel, manglende rejsedokumenter og andre årsager, som gør, at det er uforsvarligt at rejse.

I kan læse mere om Guest Conduct Policy på Royal Caribbeans hjemmeside eller i Guest Services Directory i kahytten ombord på skibet. Denne fås også ved forespørgsel i receptionen.

 

Hvilke sikkerhedsprocedurer er der?

Et krydstogt er ikke bare en af de mest afslappende måder at se verden på - det er også en af de tryggeste. Det er, fordi hvert skib bygges, udstyres og drives i henhold til de strenge krav i den internationale maritime traktat, kendt som SOLAS-konventionen, udviklet af Den Internationale Søfartsorganisation. Derfor må alle krydstogtskibe have regelmæssige tjek af redningsbåde, redningsflåder og lignende.

Efter indtjekning og ombordstigning skal alle gæster deltage i den obligatoriske sikkerhedsøvelse. Formålet er, at alle skal blive bekendt med proceduren, hvis en nødsituation opstår.

International Convention for the Safety of Life at Seas (SOLAS) retningslinjer kræver, at en sikkerhedsøvelse afholdes, senest 24 timer efter skibet har forladt afrejsehavnen.

Der er tre dele der skal gennemføres ved den obligatoriske sikkerhedsøvelse. De to første kan gennemføres i Royal Caribbeans app eller på dit kahyts-tv, før du besøger din tildelte mønstringsstation på det fastsatte tidspunkt.

1. Se videoen med instruktionsvideoen til redningsvesten.

2. Lyt til nødhornet.

3. Besøg din mønstringsstation, som er angivet i appen eller på dit Seapass-kort. Et besætningsmedlem vil bekræfte, at du har gennemført begge trin og fuldføre din øvelse eller vil hjælpe dig med at fuldføre alle trinene.

Beskeder og information til med gæster er formuleret på enten engelsk eller det officielle sprog om bord på fartøjet. Når der er mange gæster ombord, der ikke taler engelsk, bliver meddelelserne også leveret på andre centrale sprog. På visse sejladser annonceres der først på det lokale sprog, efterfulgt af engelsk.

 

Fik du ikke svar på dit spørgsmål?

Så kontakt din rejsekonsulent ved BENNS, så skal vi gøre, hvad vi kan for at give dig svar.