For hver af de 8 nationalparker har vi nogle anbefalinger, men som altid så gælder det, at jo mere tid, jo mere er det muligt at udforske og fordybe sig i de enkelte parker. Lige meget hvordan I prioriterer jeres tid, så venter der forude nogle utrolig spændende naturoplevelser i nogle af USA’s bedste nationalparker, hvis I vælger en kør selv ferie i det vestlige USA med lidt fokus på en eller flere af nedenstående nationalparker.

Canyon Overlook, Zion National Park, Utah
Canyon Overlook, Zion National Park, Utah

Hvordan prioriterer I nationalparkerne? 

Tiden i de forskellige nationalparker afhænger meget af jeres ønsker til oplevelser, tiden I har til rådighed og tidspunktet I rejser på. Eksempelvis kan I vælge Bryce Canyon fra og spare nogle kilometer og køretid. I kan vælge at besøge nordsiden af Grand Canyon og igen spare lidt tid. Skal I afsted i juli og august, så bør I, på grund af de høje temperaturer, overveje at vælge Joshua Tree og Death Valley fra. De bedste ferier er ofte dem, hvor vi tør vælge noget fra, så måske skal I nøjes med at besøge nogle af parkerne og til gengæld have mere tid til at nyde og udforske de valgte nationalparker.

Ruteforslag med besøg i de nævnte nationalparker

Los Angeles – (1) Joshua Tree National Park – (2) Grand Canyon National Park – (3) Bryce Canyon National Park – (4) Zion National Park – Las Vegas – (5) Death Valley National Park – (6) Sequioa & (7) Kings Canyon National Parks – (8) Yosemite National Park – San Francisco. Dette ruteforslag er perfekt til både en tur i autocamper og i bil. 

Joshua Tree National Park, Californien
Joshua Tree National Park, Californien

Parken med de bedste solnedgange: 

Joshua Tree National Park, Californien 

Ikke langt fra storbyens hektik finder I smukke Joshua Tree National Park, der byder på klippeformationer, hvor ikke to ligner hinanden, en himmel uden sidestykke og nogle flammende solnedgange, ikke ulig dem I ser på den afrikanske savanne. Nattehimlen er uden storbyens lysforurening, og stjernerne oplyser smukt nattens scenetæppe. De mange klippestykker inviterer til at finde den indre bjergged frem og kravle og springe rundt. I kan gå jagt efter små frodige oaser i de ellers tørre landskaber i parken, der ligger, hvor den sydlige Colorado-ørken og den nordlige Mojave-ørken mødes. 

Hvor: Joshua Tree National Park ligger i det sydøstlige Californien og kun 2,5 time øst for Los Angeles. 

Bedst til: Vandre, camping, sightseeing og kigge på stjerner. 

Hvornår: Forår og efterår.  

Overnatning: Vælg evt. kun en nat i området, hvis I er på vej fra Los Angeles til eksempelvis Grand Canyon.

Grand Canyon National Park, Arizona
Grand Canyon National Park, Arizona

Alle kløfters moder: 

Grand Canyon National Park, Arizona 

Der er ikke superlativer nok til at beskrive Grand Canyon National Park og synet, når I første gang står ved kanten, og I kigger ned i den geologiske tidskalender, som Grand Canyon-kløften er. Overvældende i sin størrelse, imponerende i sine formationer og smuk med sine farver, specielt ved solopgang og solnedgang. Udfordrende og tilfredsstillende for sine vandremuligheder. 

I må endelig ikke ved Grand Canyon gå glip af solnedgang og solopgang, og ej heller de mange udsigtspunkter langs sydsiden af kløften, der indbyder til fotos. Mennesker bliver små, når vi står i den 4.944 km2 store nationalpark og kigger ned, 1.350 højdemeter, og forsøger at fange et glimt at Colorado-floden, der slanger sig mellem de orange klippesider i bunden af slugten. 

Hvor: Grand Canyon National Park ligger i den nordlige del af Arizona. Grand Canyon Village er 2,5 timer nord for Sedona og små 5 timer øst for Las Vegas. 

Bedst til: Gåture, vandre, camping og sightseeing. 

Hvornår: Bedst at besøge i perioden april til juni og september til november, men også muligt i juli og august. Vær dog opmærksom på varmen i sommermånederne.  

Overnatning: Mindst en nat, så I har tid til både solnedgang og solopgang.

Bryce Canyon National Park, Utah
Bryce Canyon National Park, Utah

Også kaldet for ”lille Grand Canyon”: 

Bryce Canyon National Park, Utah 

Farverne er rød-orange og landskabet tørt og barsk, men alligevel finder Douglas-fyrtræer små ”muldoaser” at gro i og overrasker den besøgende, der går ned i kløften og pludselig ser træer mellem de knastørre klippesider. 

Gå i Bryce Canyon National Park ikke glip af en kort eller længere vandretur. Parken har ikke så mange højdemeter som Grand Canyon, og den har flere stier, der indbyder til kortere ture. Se eksempelvis klippeformationen Thor’s Hammer fra Navajo Loop Trail.  

Hvor: Bryce Canyon National Park ligger i den sydvestlige del af Utah og kun 1,5 time fra Zion National Park. 

Bedst til: Vandre, camping og sightseeing. 

Hvornår: Bedst at besøge i perioden april til november.  

Overnatning: Gerne to nætter, så der er tid til at gå en af de mange vandreture i området.

Zion National Park, Utah
Zion National Park, Utah

Parken med de lodrette klippevægge:  

Zion National Park, Utah 

Lodrette orange klippesider indrammer i Zion National Park en frodig grøn dal med den altid vandfyldte Virgin River som kilde. Modsat Bryce Canyon og Grand Canyon, så er I det meste af tiden nede i kløften, nede i Zion-slugten, når I besøger parken. 

Det er ikke muligt at køre selv i hovedparten af Zion Canyon, men en gratis bus bringer jer rundt. Med bussen tager det 45 min. hver vej, så er I presset på tiden, så kan I bruge bussen som ”ren sightseeingtur”, og I får stadig et godt billede af Zion National Park. 

Der er 8 stop fra besøgscentret til Temple of Sinawava, hvorfra Riverside Walk begynder, og I kan fortsætte ind i The Narrows, hvor I så kan gå i Virgin-floden. Vandet stiger mere og mere efterhånden som afstanden mellem klippesiderne bliver mindre og mindre. I kan springe af og på bussen efter behov og gå lidt ind imellem. 

Kører I med jeres bil eller autocamper øst ud af parken, så bringer nogle sving og tunneller jer op på kanten af kløften, og fra Canyon Overlook Trail får I den smukkeste udsigt, hvor I kigger mod vest udover en lille del af den store dal.  

Gå i Zion National Park ikke glip af The Narrows, Angels Landing, Canyon Overlook Trail, Riverside Walk, Zion Canyon Scenic Drive, Observation Point. 

Hvor: Zion National Park ligger i det sydvestlige hjørne af Utah og 3 timer nordøst for Las Vegas. 

Bedst til: Vandre, klatre, camping og sightseeing. 

Hvornår: Bedst at besøge i perioden april til oktober. 

Overnatning: Gerne en nat, men kniber det med tiden, så kan den evt. droppes.

Death Valley National Park, Californien
Death Valley National Park, Californien

USA’s ”hotteste” park:  

Death Valley National Park, Californien 

Lad det være sagt med det samme: Det her sted er noget af det varmeste, I finder på kloden, så overvej grundigt, hvornår I har lyst til at udforske dette spændende og meget levende sted, selvom parkens navn er Death Valley. 

Det meste af parken ligger lavt, ned til 86 meter under havets overflade, men for at besøge parken, skal I køre op over bjergkæder. Det historiske Mission 66 Museum, med de originale udstillinger helt tilbage fra 1960'erne, har fået en flot ansigtsløftning. De nye udstillinger i Furnace Creek Visitor Centre er om den mørke nattehimmel, minedriftens historie, de geologiske træk og genstande fra Timbisha Shoshone folket, hvis oprindelige hjemland er inden for nationalparkens grænser. Den besøgende bliver meget overrasket over, hvor meget liv, mennesker, dyr og planter, der er i Death Valley National Park. I foråret kan et gult blomsterflor overraske jer med en smuk, ørkendækkende buket. 

Hvor: Death Valley National Park ligger i Californien, øst for Sierra Nevada-bjergene på grænsen til Nevada. Godt 2 timer nordvest for Las Vegas og 5 timer nordøst for Los Angeles. 

Bedst til: Vandre, camping, sightseeing og kigge på stjerner. 

Hvornår: November til april.  

Overnatning: Vælg evt. en nat i området, hvis I er på vej fra Las Vegas til eksempelvis Yosemite National Park.

Sequioa & Kings Canyon National Park, Californien
Sequioa & Kings Canyon National Park, Californien

Hjem til USA’s giganter 

Sequioa & Kings Canyon National Park 

Vi mennesker bliver små, når vi står ved siden af et gigantisk Sequioa-træ. Og det største er General Sherman. 84 meter højt og op til 11 meter om livet. Sherman er verdens største nulevende træ og er som frø sået, før det romerske imperium satte rod. Træet menes at være mellem 2.300 og 2.700 år gammelt. Og det står stadig rankt som en ung mand. 

Enorme bjerge, forrevne forbjerge, dybe kløfter, store klippehuler og verdens største træer viser mangfoldigheden af landskaber, liv og skønhed i Sequioa og Kings Canyon National Parks. To nationalparker der hænger sammen på vestsiden af de sydlige Sierra Nevada-bjerge. Flere hundrede kilometer af vandrestier gennemsyrer parkerne og byder på noget for både den afslappede besøgende, der ude for at strække benene og den velforberedte vandrer med alt udstyret i orden, og som gerne vil teste formen af. Pacific Crest Trail, der går 4.270 km fra den mexicanske grænse til den canadiske grænse, løber også igennem parkerne. 

Hvor: Sequioa & Kings Canyon National Parks ligger i Sierra Nevada-bjergene i det centrale Californien. Godt 3,5 timer nordøst for Los Angeles og 4 timer sydøst for San Francisco. 

Bedst til: Gå, vandre, klatre, camping og sightseeing. 

Hvornår: Maj til september.  

Overnatning: En til to nætter i eller ved parkerne, så I har mindst en hel dag til at opleve området.

Yosemite National Park, Wyoming
Yosemite National Park, Wyoming

USA’s mest ikoniske park: 

Yosemite National Park, Californien 

Yosemite nationalparken er en af USA’s mest ikoniske parker. Parken er en legeplads med uanede muligheder og giver den besøgende et imponerende samspil af dybe dale, høje træer, skaldede granittinder, vandfald der om foråret virker utømmelige samt engområder der i den korte alpine sommer, for en kort bemærkning, eksploderer i en farvepalet af blomster. Yosemite National Park er en meget populær og meget velbesøgt park. Da parken ligger relativt tæt ved San Francisco, er der specielt fredag til søndag og i helligdage, mange besøgende fra storbyen. 

 I Yosemite National Park er det vigtigt at I tager jer tid til at besøge de høje træer i Mariposa-området, gå eller køre til Glacier View Point for at nyde udsigten til store dele af parken og ikke mindst Half Dome. I bør udforske Yosemite Valley og de mange vandfald, nyde Tunnel View Outlook samt tage jer tid til Highway 120 og Tuolumne Meadows. Når I forlader Yosemite-parken, så er der en god chance for, at, I mentalt begynder at planlægge det næste besøg. 

Hvor: Yosemite National Park ligger i Sierra Nevada-bjergene i det centrale Californien. Godt 3 timer øst for San Francisco. 

Bedst til: Gå, vandre, camping og sightseeing. 

Hvornår: Forår til efteråret. Yosemite Valley er normalt åbent hele året, mens Tioga-passet kan være lukket fra sent efterår til sent forår.  

Overnatning: Mindst to nætter og helst tre, så I har tid til at udforske denne skønne park. I kan evt. droppe den ene nat, hvis I er på vej videre og eksempelvis bruger det meste af en dag på at køre highway 12 over Tioga-passet. Vælg alternativt overnatninger lige øst og vest for parken.

Zion National Park. Vejen til Mt. Carmel Junction, Utah
Zion National Park. Vejen til Mt. Carmel Junction, Utah

Mere inspiration til rejsen 

Vi har flere kør selv ruteforslag, der kan inkludere alle de ovennævnte nationalparker. KLIK HER  og læs mere om kør selv ferie i USA

 

Kom til rejseforedrag eller webinar om USA 

Vil I gerne vide mere om, hvilke muligheder og oplevelser der venter forude på en rejse til USA, så afholder vi hos BENNS løbende forskellige rejseforedrag og webinarer om USA. 

KLIK HER og læs mere og for TILMELDING 

Bryce Canyon National Park, Utah
Bryce Canyon National Park, Utah