Tag en gondoltur til Table Mountain
Intet besøg i Cape Town ville være komplet uden en tur med svævebanen op til toppen af Table Mountain. Gondolen roterer 360º under turen op og ned, hvilket giver jer en fantastisk panoramaudsigt udover byen, havet og Robben Island.
Udflugt til Robben Island
Fra Nelson Mandela Gateway på Victoria & Alfred Waterfront går du ombord på en båd for den halve times sejltur til Robben Island. På overfarten bliver der vist en video, der forklarer noget af Robben Islands historie. Rundvisningen i fængslet varetages af en tidligere indsat, og du får mulighed for at se cellen, hvor Nelson Mandela tilbragte meget af sin fængselstid.
Smag på Cape Towns kaffekultur
En ting, der i mange år faldt i øjnene på den besøgende i Cape Town, var manglen på Starbucks. Ikke mange storbyer i verden kan sige sig fri for den amerikanske kaffekæde. Kæden har nu også ”ramt” Cape Town, men byen har stadig en meget levende kaffekultur med små, gode og uafhængige caféer, hvor du kan få en rigtig, god kop kaffe og lidt sødt til.
Nyd en god middag ved Victoria & Alfred Waterfront
En stor del af den indre del af havnen i Cape Town er bygget om og er i dag en del af den mondæne Victoria & Alfred Waterfront, og et symbol på det nye, pulserende Sydafrika med et stort udvalg af butikker, restauranter og underholdning.
Bliv chokeret på District Six Museum
District Six-området i Cape Town var indtil 1965 hjemsted for næsten en tiendedel af indbyggerne i Cape Town. Herefter blev det erklæret for et "hvidt" område, og mere end 60.000 mennesker blev tvunget til at flytte. District Six Museum fortæller historien om tvangsflytningen og holder minderne om de fordrevne i live.
Gå en tur til toppen af Lion's Head
Efter Table Mountain er Lion’s Head det mest fremtrædende landemærke, du kan se fra Cape Town. Det har fået navnet, fordi dets form ligner en løve eller en sfinx. Du kan gå til toppen af Lion’s Head på cirka en time, og herfra får du en spektakulær udsigt.
Gå en tur rundt i Bo-Kaap
Bo-Kaap er en bydel tæt ved centrum i Cape Town. Området har landets største koncentration af bygninger fra før 1850 og er det ældste, endnu eksisterende boligkvarter i Cape Town. Bo-Kaap er et multikulturelt område, der er rigt på historie og kendt for sine brolagte gader og huse i friske farver. En del frigivne slaver flyttede ind i området, da den britiske Cape-koloni i 1834 forbød slaveri. Der bor en del muslimer i området, og Nurul Islam-moskeen fra 1844 ligger i bydelen. Bo-Kaap er et spændende område at gå rundt i. De mest maleriske gader er Chiappini, Rose og Wale.
Udforsk Castle of Good Hope
Fortet Castle of Good Hope, som ligger i centrum af Cape Town, blev bygget i slutningen af det 17. århundrede i en stil, der var typisk for europæiske befæstninger på det tidspunkt, og erstattede et tidligere, langt mere beskedent fort. Oprindeligt lå fortet ved havet, hvor bølgerne ramte fortets mure under storme, men kontinuerlige landvindinger betyder, at Castle of Good Hope nu er langt fra havet.
Du kan opleve meget, meget mere i Cape Town
Udover ovennævnte, så er der mange andre spændende aktiviteter og attraktioner i Cape Town. Eksempelvis den imponerende, flotte og grønne Kirstenbosch Botanical Garden, samt Two Oceans Aquarium, der rummer mere end 3.000 havskabninger. Iziko South African Museum, der er Sydafrikas nationale kunstmuseum, indeholder alt fra britiske værker fra det 18. og 19. århundrede og op til moderne sydafrikansk nutidskunst.
Udflugter fra Cape Town
Hvis du har flere dage i Cape Town, kan du overveje nogle udflugter ud fra byen. Du kan vælge at tage udflugter med en engelsktalende guide eller eventuelt leje en bil og selv køre på opdagelse i området.
Smag på Sydafrikas vine i Vinlandet
De fleste af Sydafrikas vinområder ligger ikke langt fra centrum af Cape Town. I løbet af en god time er det muligt at nå Stellenbosch, og med lidt mere tålmodighed kan I nå til det endnu mere charmerende vinområde, Franschhoek. I Vinlandet kan du naturligvis smage på de skønne sydafrikanske vine, men du kan også se og opleve den specielle arkitektur fra Boer-tiden, som mange af områdets vingårde er gode eksempler på.
Besøg pingvin-koloni ved Boulders
I et smukt område ved Boulders Beach holder godt 3.000 afrikanske pingviner til i en permanent koloni. En gangbro fra besøgscenteret går gennem området, hvor du kan komme helt tæt på de små, vraltende, sort- og hvidklædte dyr.
Køretur ad Chapman’s Peak Drive
Vejen Chapman’s Peak Drive forbinder Hout Bay med Noordhoek langs Atlanterhavskysten på vestsiden af Cape-halvøen. Det er en kort køretur på fem kilometer ad en betalingsvej, men samtidig en af de smukkeste veje i verden med den dramatiske klippekyst og uendelig havudsigt. Der er picnicsteder og udsigtspunkter undervejs.
Cape of Good Hope
På den sydligste spids af det afrikanske kontinent finder du Cape of Good Hope (Kap Det Gode Håb) og fyrtårnet Cape Point, som også er et must ved et besøg i Cape Town. Turen fra storbyen til sydspidsen går bl.a. gennem Table Mountain National Park, som byder på et formidabelt natursceneri med klipper, sandstrande og buskads, hvor vandrestier indbyder til en gåtur. I området kan du desuden spotte en del af det meget rige fugleliv med flere end 200 fuglearter og også hjorte og aber (bavianer).