Af Arne fra BENNS

Store dyreoplevelser og Kenya er tæt forbundet. Det er landet, hvor safari blev gjort verdenskendt for 100 år siden og er stadig et af de lande i Afrika, hvor du kan få nogle af de bedste oplevelser helt tæt på de vilde dyr. På en to ugers tur rundt i Kenya i november måned, havde jeg muligheden for at besøge syv forskellige nationalparker i det sydlige Kenya. Her følger mine personlige indtryk og vurderinger af de syv parker.

Alle Kenyas nationalparker vil give dig nogle utrolige oplevelser tæt på de vilde dyr. Forskellene mellem parkerne kan variere lidt i forhold til hvilke dyrearter, du støder på, koncentrationen af dyr, hvor let de er at få øje på i forhold til vegetationstæthed og landskabsvariationen.

Hvis du drømmer om eller snart skal opleve nogle af nationalparkerne, er det vigtigt at huske, at dyrene i parkerne er vilde. 

Rækkefølgen, jeg præsenterer de syv nationalparker i, er rækkefølgen, jeg selv besøgte dem. 

 

Arne på sin tur i de 7 nationalparker i Kenya
Arne på sin tur i de 7 nationalparker i Kenya

Nairobi National Park

Den store park tæt ved byen

I udkanten af Kenyas største by, Nairobi, ligger landets første nationalpark, Nairobi National Park. Denne nationalpark byder på en utrolig variation af dyr, og i den nordlige del af parken har du det meste af tiden udsigt til storbyens asfaltjungle med skyline. Dette kan give nogle spændende dyrebilleder med skyskrabere i baggrunden, hvilket er meget anderledes. Det, at Nairobi National Park ligger så tæt på en storby, er helt unikt for Afrika. Nationalparken er derfor også perfekt til en halvdagsudflugt fra Nairobi.

I Nairobi National Park får du gode muligheder for at se de fleste almindelige safaridyr. Herudover finder du også de fleste af Kenyas større pattedyr i nationalparken – dog med undtagelse af elefanten. Faktisk er parken et af de bedste steder at se sorte næsehorn, og der er også særligt gode chancer for at se de store kattedyr. Jeg så eksempelvis selv tre hunløver ligge i det høje græs, et næsehorn samt et utal af antiloper, gazeller og aber, da jeg besøgte parken. 

Jeg sluttede mit besøg i Nairobi National Park af med et besøg på Sheldricks elefantbørnehjem, hvor de store sutteflasker kom frem, da de forældreløse elefantunger skulle fodres kl. 11.00.

Bedste tidspunkt at besøge Nairobi National Park: Juni til oktober.

Dyr, du kan opleve i nationalparken: Nogle af de dyr, du kan opleve i Nairobi National Park er løven, leoparden, bøfflen, det sorte og det hvide næsehorn, giraffen, flodhesten, hyænen, gnuen, zebraen, geparden, Thomson's gazelle, Grant's gazelle, elanden, impalaen, ko-antilopen, vandbukken, vortesvinet, bavianerne, sjakalen, strudsen og krokodillen.

Fakta: Nairobi National Park er 131 km2 og blev etableret i 1946. Nationalparken har hegn på tre af sine sider (ind mod byen) - dog ikke mod syd.

 

Et næsehorn spottet i Nairobi National Park
Et næsehorn spottet i Nairobi National Park

Amboseli National Park

Parken med Mt. Kilimanjaro i horisonten

Amboseli National Park er giganternes legeplads. I denne nationalpark kan du bl.a. opleve de helt store hanelefanter, hvis stødtænder ofte bærer på imponerende vægt, nogle gange op til hele 100 kilo per stødtand. Herudover kan Afrikas største bjerg Mt. Kilimanjaro ligeledes opleves som en smuk baggrundskulisse mod syd på de klare dage i nationalparken. 

Amboseli National Parks dyr står ofte, så vi som besøgende har et flot scenetæppe med bjerget i baggrunden. Udover elefanterne er der også gode chancer for at møde mange af de andre typiske safaridyr i nationalparken, og ofte kommer vi som besøgende helt tæt på. Jeg var selv så heldig at se en gepard under mit besøg i Amboseli National Park, der tålmodigt ventede på, at nogle potentielle byttedyr skulle komme dens vej.

En gepard kan accelere fra 0 til 100 km/t på få sekunder, men kan ikke holde farten i særligt lang tid. Dette skyldes, at den i løbet af få hundrede meter når en kropstemperatur på 40 grader celcius, hvilket gør, at den overopheder. På trods af denne hindring blev jeg alligevel belønnet efter en halv times dyrekiggeri, da geparden begyndte at snige sig tættere på en flok antiloper. Desværre faldt mørkt på, og antilopeflokken bevægede sig længere væk fra, hvor vi holdt i safarijeepen. Geparden fulgte efter, mens vi blev omfavnet af mørket og derfor valgte at køre tilbage til lodgen.

Bedste tidspunkt at besøge Amboseli National Park: Juni til oktober og januar- februar.

Dyr, du kan opleve i nationalparken: Amboseli National Park tilbyder nogle af de bedste muligheder for at se savannens dyr på grund af den sparsomme vegetation. Det beskyttede naturområde er hjem for elefanten, bøfflen, impalaen, løven, geparden, hyænen, giraffen, zebraen, gnuen samt et stor variation af fugleliv.

Fakta: Amboseli National Park er 390 km2 og blev etableret som et dyrereservat i 1906 - og sidenhen som nationalpark i 1974.

 

En gepard spottet i Amboseli National Park
En gepard spottet i Amboseli National Park

Tsavo West National Park

Parken med stor landskabsmæssig variation

Tsavo West National Park udgør sammen med sin nabo Tsavo East National Park et af de største nationalparkområder i verden. Tsavo West National Park er hjemsted for the Big Five, men udover et rigt dyreliv, der kræver lidt mere “fotojagt” i det kuperede, plantetætte terræn, byder nationalparken på flere steder, der er værd at besøge. Af steder kan bl.a. nævnes den størknede 200 år gamle lavastrøm og Mzima Springs med sit undersøiske skjul, hvorfra du bl.a. kan observere flodheste.

I Tsavo West National Park boede jeg på den fantastiske Kilaguni Safari Lodge. Denne lodge ligger på et 5-stjernet sted med en 5-stjernet udsigt til det åbne landskab med udsigt til bl.a. et vandhul i forgrunden - og på en klar dag også til Mount Kilimanjaro. En udsigt, jeg kunne nyde fra mit værelse, min altan, fra restauranten, fra baren og fra lodgens udeområder. Et helt igennem perfekt sted at overnatte. Specielt i den tørre sæson, hvor sandsynligheden for, at dyrene kommer forbi lodgens vandhul er næsten er 100%.

Bedste tidspunkt at besøge Tsavo West National Park: Juni til oktober og januar - februar.

Dyr, du kan opleve i nationalparken: Nogle af de dyr, du kan opleve i Tsavo West National Park er løven, leoparden, bøfflen, elefanten og næsehornet – også kaldet the Big Five. Dog bor der i nationalparken også mange mindre dyr såsom den lille nataktive galago (på engelsk bushbaby) med de stirrende ugleøjne, der gør den i stand til at se i mørke ti gange bedre end mennesker. Herudover kan du også opleve den langbenede kongoni antilope, kuduen og giraffen. Det klipperige landskab i Tsavo West National Park giver særligt den lille klippespringer gode betingelser, da den elsker stejle klipper. 

Fakta: Tsavo West National Park er 7.065 km2 og blev etableret i 1948.

 

Et par zebraer spottet i Tsavo West National Park
Et par zebraer spottet i Tsavo West National Park

Tsavo East National Park

Parken med de ”røde” elefanter

En af de bedste nationalparker i Kenya at se dyreliv er Tsavo East National Park. I denne nationalpark er der tale om en stor, halvtør, rødlig vildmark befolket af elefanter, sommetider i store flokke og iklædt det røde Tsavo-støv. Du kan også være heldig at se Tsavos unikke, mankeløse hanløver i nationalparken. Min bedste oplevelse i Tsavo East National Park var synet af en flok hunelefanter med sine små elefantunger, der stod helt tæt ud til vejen, hvor vi kom kørende. Min guide, Martin, sagde, at elefantungerne kun var godt en måned gamle. Små var de, og de holdt sig hele tiden tæt på sine mødre. 

Tsavos East National Parks vilde og solbeskinnede sletter er vært for mange andre højdepunkter fra dyreverdenen. Jeg så under mit besøg i nationalparken bl.a. den elegante girafgazelle stå og spise blade fra de højere buske på bagbenene med sin langstrakte hals. Herudover oplevede jeg også en somalisk struds, som du ellers normalt ikke kan se så langt sydpå. Hvis du kommer lidt væk fra alfarvejen i Tsavo East National Park, så kan det føles som et rigtigt eventyr i den store nationalpark.

Bedste tidspunkt at besøge Tsavo East National Park: Juni til oktober samt januar til februar (bedste tidspunkt at se dyr og ingen eller kun lidt regn)

Dyr, du kan opleve i nationalparken: Nogle af de dyr, du kan opleve i Tsavo East National Park er bl.a. en bred vifte af antiloper, bøfflen, zebraen og giraffen. Herudover kan du også opleve nogle af de mere sjældne dyr såsom oryxen, der er kendt for at have nogle af de længste horn I verden. Af de store katte er løver nok nemmest at få øje på i nationalparken, men også geparder er mulige at se ude på sletterne. 

Fakta: Tsavo East National Park er 13.747 km2 og blev etableret i 1948.

 

"Røde" elefanter spottet i Tsavo East National Park
"Røde" elefanter spottet i Tsavo East National Park

Aberdare National Park

Parken i regnskoven

Et besøg i Aberdare National Park er et meget anderledes besøg sammenlignet med et besøg i Kenyas øvrige nationalparker. I denne nationalpark vil du opleve en frodig, tæt skov i det bjergrige område - og i op til 2.000+ meters højde gemmer sig mange dyr, som jeg ikke selv troede ville være at finde i et sådant landskab. Aberdare National park er særligt kendt for sin ikoniske The Ark Lodge, der i bedste Noahs ark stil ligger midt i skoven, men ud til et åbent område omkring et vandhul.

The Ark Lodge strækker sig over flere etager, og i gavlen havde jeg mulighed for at vælge, hvordan jeg ønskede at observere dyrene i Aberdare-nationalparken. Jeg kunne enten beundre dem gennem glas fra 3. sals højde, fra en terrasse på 2. sal, i en glaslounge eller fra en altan på 1. sal. Alternativt kunne jeg også besøge "bunkeren" på stueetagen, hvor jeg, gennem skydeskår, kunne betragte dyrene på øjenhøjde og endda fornemme deres nærvær gennem duften. Jeg havde fornøjelsen af at se elefanter, bøffler, vortesvin, hyæner, vandbuk og den imponerende krontrane, som er Ugandas nationalfugl. Hele oplevelsen udspillede sig i en fredelig og harmonisk atmosfære, hvilket gjorde det til en yderst berigende måde at observere dyrelivet, især når det kan være udfordrende at opdage dem i den tætte vegetation i nationalparken. 

Bedste tidspunkt at besøge Aberdare National Park: Juni til september, samt december til februar (de tørre måneder)

Dyr, du kan opleve i nationalparken: Aberdare National Park er hjem for alle ”Big Five”-dyrene, men det er lidt vildledende. Det er ikke en typisk Big Five-destination på grund af landskabets karakter, og det er heller ikke så almindeligt at se alle fem. Observationer af elefanten og bøfflen er dog næsten garanteret. Sorte næsehorn kan også ses nogle gange om natten ved det oplyste vandhul. Løven og leoparden ses sjældent. Af antiloper er skriftantilopen og vandbukken meget almindelige at opleve i Aberdare National Park.

Fakta: Aberdare National Park er 765 km2 og blev etableret i 1950.

 

Udsigt fra The Ark Lodge i Aberdare National Park
Udsigt fra The Ark Lodge i Aberdare National Park

Lake Naivasha og Crescent Island Game Sanctuary 

Gå blandt de vilde dyr i denne park

Lake Naivasha er en lavvandet ferskvandssø i Kenya og er en del af Great Rift Valley. Navnet Naivasha stammer fra det lokale Masai-ord ”Nai'posha”, som betyder ”oprørt vand”. Søen har fået sit navn på baggrund af de pludselige storme, som kan opstå i parken. Søens overfladeareal kan variere meget afhængigt af nedbøren. Mellem 1937 og 1950 blev søen brugt som landingsplads for flyvebåde fra ”the Imperial Airways”, der både fungerede som postrute og samtidig bragte passagerer fra Southampton i England til Sydafrika.

Crescent Island er et beskyttet naturområde på en ø i Lake Naivasha. Den lille halvmåneformede ø blev skabt i 1988 efter en periode med lav vandstand i søen. Terrænet på øen er relativt fladt, hvilket gør vandreture til en let sag for de fleste hér. 

Du kan tage en kort bådtur fra fastlandet til Crescent Island, hvorefter du har mulighed for at gå en tur rundt på øen. Det tager godt en time at gå fra den ene ende til den anden, hvorefter du kan blive hentet og sejlet tilbage til fastlandet. I vandet er det flodhesten, der betemmer, mens luftrummet bliver overvåget af afrikanske fiskeørne, der sidder i trætoppe langs søens bred.

På Crescent Island kan du med lidt tålmodighed, og med vinden i ansigtet, komme tæt på mange af Afrikas dyr, men stadig med god plads til, at dyrene kan stikke af. Dette er en stor oplevelse, men som foregår på dyrenes præmisser. De har plads til at løbe væk, hvis de ikke synes om vores tilstedeværelse.

Bedste tidspunkt at besøge Lake Naivasha: Juni til marts for at se dyr og udendørsaktiviteter.

Dyr, du kan opleve i parken: Ved Lake Naivasha og Crescent Island kan du bl.a. opleve giraffen, gnuen, zebraen, impalaen og vandbukken. Nogle af de fugle, du kan se er fiskeørnen og hejren. Herudover kan du ved Lake Naivasha også opleve planteædere og pattedyr, der findes i overflod i søens omkringliggende områder, ligesom søen er fyldt med flodheste.

Fakta: Tilsammen udgør Lake Naivasha 139 km2. 

 

Lake Navaisha Sopa Lodge lige ved Lake Navaisha
Lake Navaisha Sopa Lodge lige ved Lake Navaisha

Masai Mara National Reserve

Kenyas mest ikoniske naturpark

Masai Mara National Reserve regnes som en af ​​Afrikas mest kendte naturparker og ubestrideligt som en af kontinentets bedste steder at opleve dyrelivet. Mulighederne for at spotte dyr i denne naturpark er optimale året rundt. De frodige græsklædte sletter og regelmæssig nedbør skaber ideelle forhold for de store flokke af græsædere i naturparken. Da der er et rigt antal klovdyr til stede, tiltrækker det også en imponerende mængde rovdyr. De store katte, som løver, leoparder og geparder, har gode betingelser for at finde og jage deres bytte på grund af den åbne vegetation. Den sparsomme vegetation gør det desuden også relativt let for besøgende at observere de tre store katte i aktion ved Masai Mara National Reserve.

I løbet af mine 48 timer i parken havde jeg fornøjelsen af at støde på alle tre store katte. Blandt andet mødte jeg en hungepard med fire livlige unger, og jeg overværede en fascinerende episode, hvor en løvinde forsøgte at stjæle byttet fra en leopard. Desværre var løvinden for tung til at nå helt op ad træstammen og måtte opgive halvvejs. Leoparden kunne derfor uforstyrret nyde sit nedlagte bytte, en impala, som var blevet slæbt op under trækronen for at undgå netop løverne - en strategi, der tydeligvis viste sig effektiv.

Jeg kronede nogle utrolige dage i Masai Mara med en morgenballontur. I ballonturen svævede vi, næsten lydløst, henover landskaberne og observerede mange af parkens dyr, herunder giraffer, der havde lagt sig ned. Giraffen sover normalt maks tyve minutter i døgnet og er normalt stående for ikke at være for sårbar overfor løverne. Dog kan de godt finde på at lægge sig for en kort bemærkning.

Bedste tidspunkt at besøge Masai Mara National Reserve: Juni til oktober (tør sæson) samt august til oktober (for at se gnuerne migrere). Den årlige gnuvandring gennem parken fra juli/august til oktober tiltrækker mange besøgende fra hele verden.

Dyr, du kan opleve i nationalparken: Masai Mara National Reserve er en af de bedste parker i Østafrika for de store katte, men også for sjakalen og hyænen. Herudover vil du også kunne opleve antiloper, herunder impalaen, rørbukken, Thomson-gazellen, elanden og topien, samt dyr som bøfflen, elefanten og giraffen.

Fakta: Masai Mara National Reserve er 1.510 km2 og blev etableret i 1961.

 

Udsigt fra en luftballonstur af en giraf, der ligger ned i Masai Mara National Park
Udsigt fra en luftballonstur af en giraf, der ligger ned i Masai Mara National Park