Jeg kan hjælpe med at planlægge din rejse til USA!
Vi søger efter rejser til dig...
En rejse til USA er en rejse til ”Mulighedernes Land”. The United States of America består af 50 stater, der hver især kunne være sit eget land, hvad angår både størrelse, økonomi og kultur. Derfor handler det ofte om at prioritere, når man skal planlægge en rejse til USA.
For vil du gå over Golden Gate Bridge i San Francisco eller Brooklyn Bridge i New York? Vil du stå på kanten af Grand Canyon i Arizona eller på landets sydligste punkt i Key West? Oplevelserne er uendelige, og afstandene er store, når man rejser til USA.
Her på siden giver vi dig et overblik over forskellige områder i USA. Bestil et rejsetilbud, så kan vores USA-eksperter hjælpe med at skræddersy din amerikanske drømmerejse.
Mange forbinder det at rejse til USA med frihedsfølelsen bag rattet med vind i håret langs Highway 1 eller udsigt til endeløst prærieland langs Route 66. Og det er med god grund, for USA er virkelig et roadtripper’s paradise. Med et veludbygget motorvejsnet, hvor man altid kan finde en tankstation og en håndfuld fast food-restauranter, er USA som skabt til kør selv ferie.
Kør selv ferie i bil i er det klassiske valg på rejsen til USA. Især hvis du vil besøge mange storbyer, er en fed amerikansk lejebil vejen frem.
Autocamper i USA er også en fantastisk ferieform, især hvis du vil have fokus på naturparkerne. Med et rullende hjem kan du nemlig både sove, spise og hygge ude i naturen.
Skal du kun besøge én stat på din rejse til USA, vil Californien være et oplagt bud. ”The Golden State” på den Vestkysten har lidt af det hele og er derfor populær for dig, der rejser til USA for første gang.
I Californien finder du både storbyerne Los Angeles og San Francisco, den sceniske vej langs stillehavskysten Highway 1, samt USA’s mest ikoniske nationalpark: Yosemite. Dertil kommer de fotogene træer i Joshua Tree National Park, de enorme Sequoia-træer, den ekstremt varme Death Valley og de charmerende vinområder Sonoma og Napa.
Nord for Californien byder Vestkysten på de undervurderede stater Oregon og Washington, mens du finder de mere gængse kombinationsmuligheder lidt inde i landet med Grand Canyon og Las Vegas som de største klassikere.
USA er ikke bare storbyer og highways, men i høj grad også et land med enestående natur. Især i det sydvestlige USA er koncentrationen af unikke og vidt forskellige landskaber høj.
Arizonas slogan er ”The Grand Canyon State”, fordi den er hjemsted for alle kløfters moder, den mægtige Grand Canyon. I nabostaten Utah findes bl.a. den mindre, men spektakulære Bryce Canyon, de dramatiske landskaber i Zion National Park og de naturlige klippebuer i Arches National Park.
Og i grænselandet mellem de to stater findes Monument Valley med de majestætiske klipper, der skyder flere hundrede meter op i det ellers øde ørkenområde. Disse er blot et udpluk af naturoplevelser, der venter på en rundrejse i det sydvestlige USA.
Mens det vestlige USA er populært for kør selv ferie, er Østkysten især berømt for sine storbyer. New York er måske verdens mest portrætterede by, og den behøver nærmest ingen introduktion. Frihedsgudinden, Central Park, Broadway, Brooklyn Bridge… attraktionerne står i kø, og man kan vende retur igen og igen.
Men også hovedstaden Washington D.C. med de mange museer i verdensklasse og de historiske byer Boston og Philadelphia er bestemt værd at besøge på en rejse til USA’s østkyst. Disse kan i øvrigt nemt kombineres med tog.
Vil man have en rundrejse, der også byder på smuk natur, skal man til New England i det nordøstlige hjørne af USA. Her venter fyrtårne på skærgårdsklipper, idylliske byer med kirker og hvidmalet træværk, samt et magisk løvfald i efteråret.
Vil du have sol og sjov på din rejse til USA, skal du sydpå til ”The Sunshine State”, Florida. Her skinner solen næsten året rundt, og fornøjelserne er mange: people watching på livlige Miami Beach, en tur i Disney World og Universal Studios i Orlando, sumptur blandt alligatorer i Everglades og afslapning i nærmest caribiske Key West.
De sydlige stater Louisiana, Alabama, Georgia og South Carolina går ofte under en samlet betegnelse som Sydstaterne eller ”Deep South” og byder på borgerkrigshistorie med plantager, charmerende byer og mosklædte alléer.
Men en rejse til Sydstaterne kan også have BBQ, cajun food og musik på menuen, hvis du besøger byerne New Orleans, Memphis og Nashville.
Øst, vest, syd… de har alle kyst og er derfor de mest populære områder. Men størstedelen af USA udgøres af prærie, ørken og bjerge, og de enorme områder Midtvesten og ”Mountain West” gemmer på de mest autentiske oplevelser på en rejse til USA.
I Midtvesten kan du besøge den fantastiske storby Chicago, hvor den originale Route 66 begynder. Herfra kan du begive dig ud på et historisk, amerikansk roadtrip, der byder på ranches, cowboys, neonskilte, dinere og uendelige vidder.
I de nordlige bjergstater kan du bl.a. opleve landets ældste nationalpark, Yellowstone, de majestætiske bjerge i Rocky Mountains og Mount Rushmore med de fire præsidenter i Black Hills.
USA består som bekendt af 50 stater, hvoraf de 48 hænger sammen og er forbundet af veje. De sidste to er ikke landfaste, men de er begge særdeles værd at tage den ekstra flyrejse for.
Hawaii i Stillehavet tilbyder en eksotisk rejse af en anden verden. Øerne har en helt særlig natur med lysende grønne bjerge, sorte lavastrande, aktive vulkaner, store surferbølger, høje vandfald og farverige fisk og koraller under havets overflade. Hawaii er meget mere end badeferie, og det er oplagt at kombinere med en rundrejse på Vestkysten.
Alaska er lige så unik, hvad angår natur – nok endda mere. Her er det bare gletsjere, fjorde, nordlys, hvaler, bjørne og Nordamerikas højeste bjerg, Denali, der er ingredienserne til en uforglemmelig eventyrrejse i USA.
Der er lige så mange rejser til USA, som der er burgerrestauranter langs motorvejene. Så spørgsmålet om det bedste tidspunkt at rejse til USA afhænger helt af, hvor og hvordan du vil rejse.
Sommeren er ideel til udendørs aktiviteter i nationalparkerne i Californien og det sydvestlige USA, samt bjergene med Yellowstone og Rocky-Mountains-området.
Efteråret er fantastisk i New England, hvor træerne stråler i gule, orange og røde farver. Det er også et super tidspunkt at kombinere med storbyferie i New York eller Boston.
Vinteren behøver ikke at være kold, hvis du rejser til USA’s solskinsstat, Florida, der har lækkert varmt vejr året rundt.
Og foråret er ideelt for storbyerne, særligt Washington D.C., hvor kirsebærtræerne står i fuldt flor omkring de historiske monumenter.
Interesseret i en rejse til USA?
Jeg kan hjælpe med at planlægge din rejse til USA!